Sådan sikrer du boligen mod skybrud

Ramt af skybrud? Du skal kontakte Tryg Skadeservice på tlf. 70 33 25 25 og anmelde skaden. Her får du også forklaret, hvad du skal gøre, og hvordan du skal forholde dig.
I Danmark oplever vi flere og flere skybrud. Det lader til, at det er et vejrfænomen, som er kommet for at blive. Vi ved, at skybrud kan forårsage store skader – både på boligen, men også på de personer, som bliver involveret. At boligen og værdifulde ejendele som tøj, kunst, familiefotos og smykker bliver helt eller delvist ødelagt, giver anledning til bekymring og tristhed.
Ingen kan forhindre, at der kommer skybrud i dag eller i morgen. Hvis du er opmærksom, forebygger og reagerer (før, under og efter et skybrud) kan du være med til at sikre din bolig mod de enorme vandmængder.
Hvad kan du selv gøre?
Vi har samlet en række gode råd, som du kan følge før, under og efter et skybrud.
Forebyggende aktiviteter
- Rens tagrender, nedløbsrør og udendørs riste for blade og andet, der kan stoppe til.
- For at lede vandet væk fra huset, er det vigtigt, at grunden har et fald væk fra huset. Grav evt. en rende rundt om huset.
- Er der chance for, at vandet kan trænge ind gennem mur eller op fra kloakken, kan du afhjælpe dette ved at få lagt et dræn.
- Har du en pumpebrønd på din grund, der modtager både regnvand og spildevand, kan du med fordel installere en ekstra pumpe.
- Har du et væg-til-væg tæppe i kælderen, kan det forværre skaderne og tørringsprocessen. Overvej derfor om tæppet skal fjernes.
Lige inden et skybrud
- Er du ikke hjemme, er det en god ide at få andre til at holde øje med din bolig og dit kælderrum.
- Sørg for, at alle døre og vinduer er lukkede og helt tætte. Monter evt. en plade med tætningslister foran døre og vinduer.
- Hvis der er risiko for, at vandet stiger op fra afløbet, skal du sørge for at dække det til med plastik og sandsække.
- På samme måde kan toilettet stoppes for at undgå at vandet stiger op.
- Fjern alle vigtige genstande fra kældergulvet, og opbevar dem i stedet på reoler eller lignende. Du kan med fordel benytte vandtætte plastbeholdere.
Efter et skybrud
- Red dine ting og sæt dem til tørre, inden du anmelder skaden. Husk at gemme de ødelagte ting (og/eller tag billeder af dem), hvis du ønsker erstatning.
- Tag gummistøvler, handsker og lignende på under oprydningsarbejdet, da vandet kan være forurenet.
- Sørg for at pumpe vandet væk og fjerne fugten ved hjælp af en affugter. Hvis skaden er dækket af forsikringen, dækker den rimelige udgifter til tørring.
- Skru op for varmen i kælderen, når vandet er fjernet og luft ud hvert 5. minut, indtil fugten er væk. Du kan med fordel lade døre og vinduer stå åbne, når der er nogle hjemme – det afhjælper fugten.