Kør sikkert i trafikken og undgå ulykker

Følg 10 simple cykelråd og vær med til at forebygge, at du eller andre kommer til skade i trafikken.
Som cyklist er du særligt udsat i både byer og på landevejen. Derfor er det vigtigt, at du passer på dig selv, overholder færdselsreglerne og holder dig orienteret om dine omgivelser. Et splitsekunds uopmærksomhed kan koste dig en tur på asfalten, og du kan komme slemt til skade.
- Overhold altid færdselsreglerne. De er lavet for at beskytte dig og de andre i trafikken.
- Udvis god karma og overskud - også selv om andre prøver at presse eller provokere dig.
- Giv tydeligt tegn, når du skal dreje eller stoppe op. Forvent ikke, at andre kan forudse dit næste træk.
- Vær anerkendende og vink tilbage, hvis du bliver mødt med hensyntagen fra andre trafikanter.
- Skærp dine sanser, og vær opmærksom. Musik i ørerne forhindrer dig i at opfatte, hvad der sker omkring dig.
- Tænk over, hvor meget du fylder på cykelstien. Hold til højre, kør én og én på smallere strækninger, og kør ind til siden, hvis du skal stoppe.
- Brug din ringeklokke, hvis du vil gøre en anden cyklist opmærksom på, at du fx gerne vil overhale.
- Spænd cykelhjelmen, og undgå alvorlige hovedskader.
- Kør altid på cykelstien, når der er en.
- Smid dit affald i skraldespanden i stedet for på vejen.