Din nye ulykkesforsikring

Her på siden giver vi dig et kort overblik over din nye ulykkesforsikring. Du kan også sammenligne den med din nuværende forsikring. Dette gælder også, hvis du har en studieulykkesforsikring.

Din nye ulykkesforsikring indeholder fortsat mange af de dækninger, som du har været vant til. En del tilvalg er dog blevet inkluderet i grunddækningen - fx er dækning ved infektion og tandskader nu en fast del af grunddækningen. Du har mulighed for at supplere med en lang række nye tilvalg – fx udvidet hjælp eller strakserstatning ved knoglebrud og lignende. Vi har også tilpasset din ulykkesforsikring, så den matcher din alder – ungdom, voksen eller senior.  

Dyrker du farlig sport?
På din nye ulykkesforsikring er farlig sport fortsat et tilvalg. Det, vi kategoriserer som farlig sport, er fx faldskærmsudspring eller boksning. Er du i tvivl, om du dyrker farlig sport? Så kan du med fordel tjekke listen over farlige sportsgrene.

Se liste over farlige sportsgrene.

Sammenlign med din nuværende ulykkes- eller studieulykkesforsikring

Vi har lavet overskuelige skemaer, så du let kan få overblik over, hvordan din nye ulykkes- eller studieulykkesforsikring dækker og sammenligne den med din nuværende. De grønne markeringer angiver en forbedring, mens de røde betyder en forringelse.

Nye tilvalg til din ulykkesforsikring

Du kan her læse om de nye tilvalg, som du nu har mulighed for at tilføje til din ulykkesforsikring.

Strakserstatning

Dette tilvalg dækker udbetaling af et engangsbeløb, hvis du ved en ulykke får knoglebrud eller skade i korsbånd, akillessene eller knæets menisk.

Udvidet varige mén

Med dette tilvalg får du udbetalt en højere erstatning, hvis du får konstateret et varigt mén på 30 % eller derover. Udvidet varigt mén var før sammensat af to tilvalg – Amputation og Tab af syn og hørelse – samt Dobbelterstatning som var en del af grunddækningen.

Udvidet hjælp

Dette tilvalg sikrer, at du kan få den nødvendige hjælp efter en ulykke. Fx hjælp til rengøring eller transport. Du kan få dækket rengøringshjælp i minimum to timer per gang i op til 20 timer, og blive kørt til planlagte behandlinger op til seks gange tur/retur.

Tyggeskade

Dette tilvalg sikrer, at du kan få betalt tandbehandling, hvis du får en skade på dine tænder på grund af en fremmed genstand i den mad, du har spist. Vær særligt opmærksom på, at du ikke kan købe tilvalget, hvis du er over 70 år.

Sygdom

Tilvalg for Sygdom sikrer, at du kan få økonomisk kompensation, hvis du bliver indlagt i mindst fem sammenhængende dage og har behov for transport til behandling.

Kritisk sygdom

Kritisk sygdom dækker over en række alvorlige sygdomme som fx epilepsi, meningitis forårsaget af bakterier eller kronisk nyresvigt. Du kan se alle kritiske sygdomme i dine nye betingelser. Vær opmærksom på, at du kun kan vælge Kritisk sygdom, indtil du bliver 25 år.

Har vi de rigtige oplysninger om dig?

Det er vigtigt, at vi har de rigtige oplysninger om dig og din familie. Du kan se de oplysninger, vi har om dig på Min Side. Se efter, om du har oplyst din beskæftigelse korrekt, om du dyrker farlig sport som medlem af en klub, eller om du kører på motorcykel, knallert eller scooter.



Hvis oplysningerne ikke passer, har det betydning for, hvordan du er dækket og den pris, du skal betale for forsikringen.