Skal jeg selv opsige min Bilforsikring?

Du kan ikke selv opsige din Bilforsikring. Et andet forsikringsselskab eller SKAT skal involveres for at din Bilforsikring kan blive opsagt.

Det er lovpligtigt at have en Ansvarsforsikring til bilen. Du kan derfor ikke selv opsige den. 

Hvis du skifter forsikringsselskab

Hvis du ønsker at opsige forsikringen, fordi du skifter til et andet selskab, skal de sende os en skriftlig opsigelse på vegne af dig.

Hvis du sælger bilen

Hvis du sælger bilen skal du gøre følgende:

Jeg sælger min bil via en forhandler

Sælger du bilen ved hjælp af en forhandler, sørger de for at afmelde den hos SKAT. Du behøver derfor ikke at foretage dig yderligere. Dog skal du være opmærksom på, at forhandleren skal gøre det inden 21 dage fra salgsdatoen. Er dette ikke sket, skal du kontakte SKAT.

Du kan læse mere om, hvad du skal gøre på www.skat.dk.

Jeg sælger min bil privat

Sælger du bilen privat, er det den nye ejers pligt at omregistrere bilen inden 21 dage fra salgsdatoen. Når du og køber indgår handlen, kan I eventuelt omregistrere bilen sammen.

Læs her, hvordan man omregistrerer en bil på skat.dk.

Du kan også kontakte IDA Forsikring og oplyse os om bilens registreringsnummer, og hvornår den er solgt. Så opsiger vi forsikringen fra salgsdatoen og udbetaler en eventuelt for meget indbetalt præmie.